Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Den første ud af mange kommunalt opsatte el-ladestandere bliver indviet på tirsdag, når julemanden får tanket sin kane med el

Nu bliver det endnu nemmere at køre elbil i Horsens Kommune. Efter et succesfuldt udbud har Horsens Kommune lavet aftale med flere udbydere af el-ladestandere, som er i fuld gang med at etablere offentligt tilgængelige ladestandere bredt fordelt i kommunen. Nu er Horsens Kommune klar til at indvie den første stander i Brædstrup. Det sker på tirsdag den 20. december, hvor julemanden som den første kan få tanket sin kane, og interesserede kan få demonstreret, hvordan man egentlig gør.

16. dec. 2022

Indhold

     
     

    På p-pladsen ved daginstitutionen Eventyrhuset i Brædstrup kan man snart få ladet sin el-bil op. Ladestanderen er klar til indvielse tirsdag kl. 13.30. Foto: Horsens Kommune.

     

    Som et vigtigt skridt i den grønne omstilling kommer der hen over denne vinter og i løbet af foråret 2023 til at poppe mange el-ladestandere op i bybilledet rundt omkring i Horsens Kommune - til gavn for elbilejerne.

     

    Første etape af kommunens udrulning af elladestandere munder ud i 151 lade-udtag, som primært bliver etableret ved kommunale institutioner og offentlige parkeringspladser i forskellige dele af kommunen. Det sker både i mindre byer og i Horsens by, på Endelave og ved pendlerpladsen ved Horsens Nord. Standerne bliver monteret, der hvor behovet er størst, hvilket er defineret ud fra en behovsanalyse, som kommunen har fået udarbejdet.

     

    Efter et succesfuldt udbud har Horsens Kommune indgået kontrakt med leverandørerne Aura og Clever, som opstiller og drifter ladestanderne i forbindelse med etape 1. I Horsens glæder man sig over aftalerne, hvor etableringen af de mange nye ladestandere kan ske uden at koste skattekroner. Borgmester Peter Sørensen mener, der er tale om en ren win-win-win-situation. Det er positivt både i en økonomisk, klimamæssig og brugsmæssig henseende.

     

    - Jeg er meget glad for, at vi nu kan sætte strøm til de første af mange lade-udtag - som rigtig mange borgere kan få glæde af. Alle vores ønskede lokationer i denne første etape bliver dækket ind med ladestandere, og vi får endda flere ladeudtag, end hvad vi først sendte i udbud. Det er glædeligt for kommunen, vores borgere og virksomheder og for miljøet. Det føles som en tidlig julegave, siger borgmesteren.

     

    Når kommunen er i mål med både etape 1 og etape 2, forventes der at være installeret omkring 225 ladeudtag på baggrund af kommunens strategi og udrulningsplan for, hvordan der kan sættes strøm til en udvidelse af el-ladenettet i Horsens Kommune.

     

    - Hertil kommer også, at mange private virksomheder, servicestationer med videre vil supplere med en lang række lade-udtag, så vi får fuld dækning af ladestandere i hele kommunen, hvilket er målsætningen, tilføjer Peter Sørensen.

     

    Omtrent en femtedel af de planlagte lade-udtag, der igangsættes nu, er forbeholdt kommunalt ansatte som fx hjemmehjælpere. Dette hænger sammen med kommunens ambition om, at kommunens egne køretøjer frem mod 2030 skal udskiftes til el. Resten og dermed størstedelen af de nye ladestandere bliver offentligt tilgængelige, så kommunens borgere og gæster får langt nemmere ved at få ladet deres elbiler op.

     

    Glæden over, at der nu sættes strøm til kommunens Strategi for Ladeinfrastruktur, skinner også igennem hos kommunens Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalg, som arbejder målrettet med at sætte klima og den grønne udvikling på dagsordenen.

     

    - Det er helt centralt i vores arbejde for at blive grønnere, at vi får skiftet flere og flere benzin- og dieselbiler ud med el-biler. Udfasning af fossile brændsler er en vigtig brik i vores ambitiøse mål om at være klimaneutrale i 2030. Heldigvis ser vi stadigt flere elbiler på vejene, og den udvikling skal vi som kommune selvfølgelig støtte op om. Og det gør vi blandt andet ved at sikre, at der ikke er for langt mellem elladestanderne i kommunen. Det skal være nemt at vælge elbilen til, siger Rikke Østergaard Christensen, som er formand for Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget.

     

    Julemanden kommer forbi til indvielsen af den første ladestander

    De fem allerførste standere er klar til brug fra på tirsdag den 20. december. Her vil julemanden i forbindelse med en festlig og julet indvielse trylle strøm til dobbeltstanderen i Brædstrup. Med hjælp fra børn, borgmester og politisk udvalgsformand vil han få tanket sin kane, som i dagens anledning er forvandlet til en el-bil.

     

    Alle er velkomne til at komme med til indvielsen, som sker på Niels Wongesvej 5 i Brædstrup tirsdag den 20. december 2022 kl. 13.30.

    Her vil også være rig mulighed for at få demonstreret, hvordan standeren fungerer, og hvordan man egentlig tanker strøm på en bil - og få lidt godt til ganen.

     

    Samme dag vil Aura være klar til at åbne for tankning på de øvrige fire standere, som er færdigmonteret på henholdsvis Ny Tønningvej 1 og Østergade 9 i Brædstrup samt Fussingsvej 65 og Robert Holms Vej 5 i Horsens.

     

    Pressen er velkommen ved arrangementet.

     

    FAKTA

    • Med montering af alle de planlagte elladerstandere opfylder Horsens Kommune det nationale krav om, at kommunale bygninger med mere end 20 parkeringspladser skal have en ladestander. Der findes andre offentligt tilgængelige ladestandere i kommunen, som er sat op på initiativ fra de private operatører, men nu udrulles de første offentlige ladestandere, som kommunen sætter op.
       
    • Der installeres 151 lade-udtag i etape 1, hvoraf de fleste kommer op i foråret 2023. Der bliver installeret en lynlader ved Forum Horsens senere på året.
       
    • Der installeres lynladere ved både pendlerpladsen ved Horsens Nord og Forum Horsens.
       
    • Aura og Clever - to udbydere af ladestandere - har vundet udbuddet i etape 1 og dækker således alle lokationer herunder. Udbuddet har som noget særligt været udformet, så virksomheder kunne byde ind på mindre pakker på forskellige lokationer i kommunen. Derudover har der undervejs i processen været besigtigelse af standernes lokationer, så tilbudsgiverne har haft mulighed for at se, hvad de ville byde på.
       
    • Ifølge planen vil sidste etape af udbudsrunden igangsættes efter nytår. Der forventes ca. 75 lade-udtag i denne etape 2.
       
    • Horsens Byråd vedtog Strategi for Ladeinfrastruktur den 21. juni 2022. Udarbejdelse af en Strategi for Ladeinfrastruktur i Horsens Kommune - og udmøntning af den - indgår som et konkret tiltag i Klimaplanen for Horsens Kommune.