Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Aabenraa Kommune fortsætter med at skabe Det Gode Liv

Et enstemmigt Byråd har onsdag aften vedtaget Aabenraa Kommunes kommuneplanstrategi – Det Gode Liv 2039. Strategien forfølger muligheder, der udspringer af Aabenraa Kommunes førerposition i den grønne omstilling, ambitioner om at blive en endnu bedre bosætningskommune og ikke mindst fortsat udnyttelse af vores infrastruktur o...

26. mar. 2026

Indhold

    - Alle 31 byrådspolitikere besluttede i konstitueringsaftalen, at vi med Det Gode Liv vil bygge videre på den strategi, vi vedtog for fire år siden. Jeg er tilfreds med, at vi nu har gjort netop det, og jeg vil gerne kvittere med en stor tak til mine kolleger i Byrådet. Vi står et godt sted, og derfor kan vi også tillade os at have store ambitioner for de kommende år, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen.

    Ud over den overordnede mission om Det Gode Liv, så indeholder strategien to visioner for Aabenraa Kommune. Nemlig ”et aktivt og sundt fællesskab” og ”drivkraft for bæredygtig udvikling”. Under de to overordnede visioner er strategien opdelt i tre spor; Ambitiøs grøn udvikling, Levende byer i udvikling og Sundhed og læring i udvikling.

    - Vi har fastholdt de visioner, vi har arbejdet med de sidste fire år. Aabenraa Kommune er i en rivende udvikling, fordi vi står sammen. Vi står sammen i Byrådet, med erhvervslivet og med de borgere, der har deres hverdag i kommunen. Men vi er ikke færdige endnu. Vi vil forfølge de muligheder, der udspringer af vores førerposition i den grønne omstilling, vi vil styrke de gode rammer for at bo og drive virksomhed og vi vil opsøge de unikke muligheder, der udspringer af vores særlige placering i det sønderjyske grænseland, siger Jan Riber Jakobsen og fortsætter:

    - Nu har vi i Byrådet givet os selv rammerne og retningen for de kommende fire års arbejde. Vi står sammen om at sætte handling bag ord på den fremtid, vi både ønsker og planlægger efter. Og jeg glæder mig meget til sammen med mine kolleger at skabe fortsat udvikling, så vi kan indfri de mange potentialer, der er i vores kommune også indenfor læring, uddannelse, sundhed og aktive fællesskaber.

    En planstrategi sendes efter godkendelse i Byrådet ud til offentlig debat i otte uger. Efter Byrådets godkendelse er strategien at betragte som vedtaget. Strategien kan læses i vedhæftede materiale.

    Den vedtagne kommuneplanstrategi kan læses i vedhæftede materiale.